1. maj 2007

For helvede da også...

Hvorfor skal jeg altid gå i gang med alle mulige umulige projekter, der helst skal være færdige i går??? Denne gang er det min datters værelse, der står for tur og uden at det ellers har gjort væsen af sig, får jeg pludselig øje på, hvor håbløst outdated det er til en pige på 8½!

Det er jo ikke i orden at hun skal bo i et lyserødt prinsessehelvede, når hun er til dødningehoveder og masser af "se mig"-spejle. Så nu skal det tømmes for barnligt indhold og males, cremefarvet naturligvis, for jeg kender godt holdbarheden på Mias yndlingsfarve; Blå mor, nej rød, nej grå..?

Den "ultrapraktiske" Tromsö seng fra IKEA , der ellers har klaret 4 år uden at tabe Mia fra 1,75 meters angstfremkaldende højde skal erstattes med en sofa/enkeltseng/dobbeltsengs-agtig ting, også fra IKEA (Hemnes, hedder den) der gør det lidt lettere at være "hende med alle veninderne, der gerne vil sove sammen" og så skal alle tegnefilmsplakaterne ned fra væggene for ikke at tale om tapen...

ÅHH NEJ, jeg havde lykkeligt glemt alt om TAPEN!. Min datter er barnet, der kan lavet ALT ud af papir og tape. Og jeg mener virkelig alt - lige fra 3D huse med altaner og elevator til mobiltelefoner med klap og taster, der bevæger sig, når du trykker på dem. Det er surealistisk, hvor god hun er til det!

Problemet opstår, når jeg efterfølgende skal gøre rent på hendes værelse og bliver viklet ind i det der svarer til 3-4 ruller tape, der er "sat af" rundt omkring på seng, bord, reol, skab, gulv osv. osv, fordi det selvfølgelig er lidt svært at være kreativ med tape på samtlige fingre. Det er træls til 10, men hvad gør man? Barnet skal jo have lov til at udfolde sig - det skal i hvert fald ikke være min skyld, at hun ikke bliver den nye Jørgen Clevin!

Nå, jeg regner selvfølgelig med at have Mias nye værelse færdigt på lørdag og så går der vel et par måneder, inden hele dynen er plastret over med tape igen, igen, igen...

11. januar 2007

Helt fremme i skoene

Det er ikke for at blære mig eller spille smart, men så så man lige mig! Jeg har fået en iPod nano i julegave og ikke for noget vel, men den er fandme bare for lækker - så enkelt er dét bare.

Fornemmelsen af at hive den op af lommen midt i myldretiden i Metroen og lade tommelfingeren glide hen over det genialt udtænkte, lydløse hjul, der både kan styre menuen OG lydstyrken, giver næsten gåsehud. Min er så for øvrigt postkasserød - en special edition, hvor en del af prisen går til kampen mod HIV i Afrika. Så har samvittigheden det også bedre, mens jeg står dér og viser dyret frem for alle, der gider se det...

Og det gør de - for min er jo anderledes, speciel og interessant- den er jo RØD!

Jeg ved godt, at det er åndsvagt, tøset og ikke specielt cool at flippe ud over en iPod nano, der har været på markedet i årevis, - men som tidl. beskrevet herinde, så er min latenstid på gadgets helt urimelig lang. Jeg opdager som oftest, at noget er "in" eller "hot" cirka samtidigt med at alle andre har besluttet, at det ikke er det mere, hvorefter jeg køber det i den tro, at jeg så styrer for vildt! (det udtryk er vist også på vej ud?)

Men lad mig lige nyde min RØDE nano et øjeblik endnu, lad mig tro, at jeg er den første på kloden, der har opdaget dette lille sexede vidunder og lad mig have glæden, suset og den kildrende fornemmelse lidt endnu - den kan tidsnok forsvinde.

(har forresten lige set, at Apple snart lancerer iPhone, som kan erstatte både iPod og iPod nano - jeg kan bare ikke vinde)