29. december 2013

Farvel til Thailand


Så er sidste dag i Thailand i gang, og det er tid til reflektion. 

17 dage er gået med cykeltur, kokkeskole, trekking & gibbontur i Chiang Mai, Kongetempel, liggende Buddha, shoppingmalls & natmarked i Bangkok og endelig longtailboat til Railey Beach, sejlskib til Phi Phi øerne og Bamboo Island samt masser af pool og strandtid i Krabi. 

Vi har mødt søde, varme mennesker, fjollede aber og hunde, der trængte til omsorg. Vi har spist thaimad, så flammerne stod ud af ørene på os, og mæsket os med frisklavede mango og banansmoothies. Vi har nydt varmen, solen og friheden til at gøre, præcis hvad vi havde lyst til, og vi har fundet roen og er gået mindst ét gear ned i omdrejninger. 

Og nu er vi mætte. Og vi har lommerne fulde af minder og "kan du huske" og "da vi var i Thailand". Og vi er klar til at vende snuderne hjemad mod Danmark, den lille hundebasse, familien og vennerne. 

Så tak Thailand, for denne gang og for en ganske særlig ferie, som vi vil bære med os i hjertet og mindes med et saligt smil. Vi ses en anden gang - det ved jeg!

26. december 2013

Krabi, Koh Phi Phi & Bamboo Island

Krabi, Koh Phi Phi & Bamboo Island

Krabi er et dejligt sted. Det er selvfølgelig temmeligt turistet - ligesom langt de fleste andre thailandske strand-destinationer, men det er også alt muligt andet. 


Havet ud for Krabi er fx fyldt med de smukkeste øer - over 100 af slagsen fordelt ud over Phra Nga Bay i det Indiske Ocean.  


Det er også vilde og frie aber, der bor på stranden i Krabi, og som gladeligt kravler rundt på dig og som piller dig i håret, som var du en af deres egne. 



Og så er det nogle af de smukkeste strande i verden. Maya Bay stranden på Koh Phi Phi var fx med i filmen The Beach, og ikke uden grund. 


Den tager næsten vejret fra en - hvis man ellers kan sætte sig ud over de mange, mange andre turister, der også har fundet vej derud, mens man er der. Det er et leben og ikke særligt idyllisk - men skønheden er blændede og overskygger både turisterne og larmen fra de mange både, der sætter af og samler op. 

Vi blev sat af fra Long Tail Boat, det førende transportmiddel på disse kanter. 

Vores dag begyndte et par timer tidligere i Ao Nang, hvor vi bor, mens vi er i Krabi. Vi spiste på hotellet, og blev hentet i minibus kl 8:00 og kørt til havnen. Her ventede en Long Tail Boat, der fragtede os ud til det tomastede skib, som skulle være vores base for dagen. Målet var en sejlads rundt om Phi Phi øerne med stop der og på Bamboo Island. 


Skibet var fint, og da alle var ombord, fik vi kaffe, cola, vand og muffins. Turen til Phi Phi tog næsten to timer, og på vejen fik vi frokost, frugt og alle de drikkevarer vi ville have. 

Som sagt blev vi sat af på Koh Phi Phi, og i en time (der gik meget hurtigt) snorklede vi fra stranden. Vi så bl.a. papegøjefisk, nålefisk, regnbuefisk, Moorish Idol fish og Sergeant Major fish. Det var virkelig fedt at blive omringet af nysgerrige fisk, der bare svømmende lige så stille rundt. Kæmpe oplevelse ;-) 

Efter Phi Phi sejlede vi videre til Bamboo Island, og den var faktisk både smukkere og mindre overrendt, og så var vandet meget mere klart, hvilket også gjorde snorkle-oplevelsen federe. Endnu en time gik her i det lysegrønne vand, og så gik turen hjemad mod havnen. 

Da vi udelukkende snorklede på øerne, havde vi ikke kamera med derind fra skibet - så billederne herunder er fra vores rejsekammerat Google ;-)





Ja okay - det sidste billede var så alligevel vores, af Kim, på båden på vej hjem. 

Dagen sluttede med billig thaimad på en lokal biks i nærheden af hotellet.  

23. december 2013

Drama i Krabi...

Vi landede i Krabi kl 13:30, og efter en køretur på en halv time, kom vi til det smukkeste hotel, jeg nogensinde har set. Midt mellem mange forskellige typer af palmer og blomster lå de fineste pagodelignende villaer fordelt rundt om et meget eksotisk og lækkert poolområde. 


Vi pakkede ud i villa nr. 6, som havde to soveværelser, kæmpe badeværelse og kæmpe terrasse. Som at være midt i paradisets have - aaaaaahhhh! Lige hvad vi havde brug for efter nogle hektiske dage i både Chiang Mai og Bangkok. 



Nå, frokosttid nærmede sig, så vi tog hotellets shuttlebil til stranden og gik lidt rundt. Masser af massageudbydere blandede sig med souvenirbutikker og restauranter. Vi fandt et sted at spise, og gik tilbage mod hotellet, der lå 15 minutters gåtur fra stranden. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var heeelt på toppen, så jeg lod Kim og drengene kigge på butikker, og satte selv det lange ben foran. Mia gik med og på vejen fandt vi et supermarked, hvor vi købte vand. 

Da vi kom ud derfra, mødte vi Kim og drengene. Kim synes, jeg så lidt sløj ud, så han var ikke helt tryg ved at lade mig gå hjem til hotellet alene. 

Det skulle vise sig at være godt tænkt, for da vi var kommet 20 meter op ad vejen til hotellet, gik det pludseligt stærkt. Jeg nåede at tage Kims hånd, og foreslå en pause - så sank jeg sammen. Vejen forsvandt ganske enkelt under mig. Heldigvis greb den brave livgarder mig (det er de nemlig uddannet til) og efter en pause var det på benene med mig igen. 

Med Kims hjælp kom jeg tilbage til hotellet, og kunne lægge mig ned. Her lå jeg så resten af dagen med de ondeste mavekramper og kastede op. 

Dagen efter gik det bedre, men først om aftenen var jeg sådan rigtigt mig selv igen. Jeg aner ikke, hvad der lige ramte mig der, men hvis man endelig skal ligge og ralle, så er det trods alt sjovere at gøre det i en seng, der har denne udsigt ;-)


21. december 2013

Bangkok

Toget rullede ind på Bangkok Station kl 9:30 - tre timer forsinket. Meget normalt sagde vores chauffør, som havde ventet på os i forhallen - i tre timer! Vi blev kørt til hotellet, og efter en kort opfrisker, gik vi ud i byen. Vi tog et Skytrain til Pier 5, og sejlede op ad floden med en turistbåd, hvis guide talte thai - også når hun talte engelsk... 


Målet var Kongepaladset og den fine jadebuddha. Et must see i Bangkok. Og fin var den skam. Og der var mange templer og vi så dem alle sammen. Men vi måtte ikke tage billeder i templerne. 



Efterfølgende skulle vi have frokost, og her stak det altså lidt af. Vi gik og gik og gik og gik og kunne INTET finde. Vi endte i et kæmpe center på en frygtelig mexicansk restaurant, der i Danmark ville være blevet knaldet for fotosnyd af værste skuffe. Billederne af maden var lækre - maden var det så slet ikke! Det skulle dog vise sig, at der findes langt værre madoplevelser i Bangkok...

Vi tog hjem på hotellet, slappede af og ladede op til dag 2 i Bangkok. 

Dag 2 begyndte med morgenmad på hotellet. Den var fin, men Marcus insisterede på at udfylde et tilfredshedsskema, der lå på bordet - og ved samme lejlighed lige fortælle hotellet, at han syntes, at der manglede amerikanske pandekager på menuen. 


Efter morgenmaden tog vi Skytrain til Siam stationen, og så gik den vilde shopping i gang. Vi nåede fem storcentre, og ungerne kunne næsten ikke få armene ned. Det kunne vi andre så godt... Vi spiste endnu engang på en nederen kæde-restaurant, fordi vi var naive nok til at tro på billederne på menukortet (meget dumt), så denne gang fik vi bøffer så møre som skosåler. Meeeen - det blir værre endnu....

Efter en hurtig tur i poolen på hotellet, gik turen til floden, hvor vi tog en gratis shuttlebåd til Asiatique - et af de to natmarkeder i Bangkok. 

Mage til turistkaos skal man lede længe efter - bliphorn og dytlys, glimmer og glitter, julepynt og buddhistiske blomsterkranse, og alt hvad du kan forestille dig af tøj, souvenirs og restauranter. Alt sammen krydret med tyk tekno/diskomusik. OG - her var det så, at vi fandt Bangkoks måske dårligste restaurant...

Den så ellers fancy ud (alene det burde have afskrækket os), og priserne var også ok. Så vi satte os, og bestilte - og glædede os til noget, der i det mindste på kortet lignede thaimad. Først kom Kims mad. Her brød hele bordet ud i grin: Syv skiver and med lidt sovs. Intet andet! Næste heldige modtager var Mia. Hendes spaghetti bolognese var ok - bortset fra enkelte bruskklumper?! Olis svinekød med ris var ok, og Marcus puffede nudler med gelesovs var mærkelig, men kunne spises. Det kunne man ikke sige om min ret, som jeg troede var nudler med seafood, men som viste sig at være to skefulde meget brede og overkogte risnudler, der næsten havde konsistens som snot, en lille blæksprutte og to tigerrejer. Jeg tog én bid af nudlerne, og måtte lukke øjnene, for at synke. Det smagte helt sindssygt dårligt! Og jeg er altså ikke kræsen, vil jeg godt lige sige - men DAMN! Nå - vi overlevede alle fem middagen (selv om vi stadig var sultne altså) og fik rystet oplevelsen af os på det tilstødende marked. Efter en lang tur hjem i taxi, var det godnat og sov godt. 

Kims mad...


Dag 3 i Bangkok begyndte igen i restauranten på hotellet (morgenmad inkluderet). Her kunne hotellets gæster overvære et interessant fænomen: Tre hoppende teenagere - der lige havde opdaget, at Marcus bønner fra dagen før, var blevet hørt. De havde såmænd sat amerikanske pandekager på menuen. Ikke et øje var tørt. 

Efter maden kørte/sejlede vi til Wat Pho - hjemsted for den liggende Buddha. Den er altså stor! Og smuk! 




Vi kørte med taxa til Chinatown - og pludselig huskede jeg helt tydeligt, hvorfor jeg efter et besøg i Chinatown i New York sidste år lovede mig selv, at jeg ikke behøvede at besøge ALLE Chinatowns i alle verdens storbyer. Vi gik lidt rundt i bydelen mellem glaserede ænder, pink æg, guldfarvede plastickatte og pulveriserede krydderier, hvorefter vi kørte til "vores eget" center. Her endte vi på Burger King. Et safe choice blandt mange nitter. Ungerne var i hvert fald glade... 

På vej hjem til hotellet, gik vi gennem en lille park, og her blev vi taget til fange i en World Peace Event, hvor vi alle skulle sende balloner til vejrs med små hjerteformede sedler, der hver indeholdt et budskab om fred. Vi bad for fred i Sydsudan, og sendte fem balloner til vejrs. 


Efter et par timers afslapning hjemme på hotellet, faldt vi over en rigtig fin thai restaurant 20 meter fra hotellet. Rigtig god mad - Chili Claus go home-stærkt, men skønt! Nu er ungerne et sidste smut i poolen, og i morgen formiddag går turen videre med fly til Krabi i Sydthailand. Vejrapp'en siger 30 grader og sol der :-)

20. december 2013

På tur blandt Thailands stammefolk

Sidste dag i Chiang Mai begyndte med, at vi blev kørt i en time på ladet af en truck op nord for Chiang Mai. 

Her ventede den ultimative turistfælde: bambusflåde rafting. Kors i hytten for en sjov omgang :-) Her gik vi lige og troede, at vi var de første vesterlændinge (kaldet Fahrang på disse kanter) så langt fra civilisationen, og så viste det sig sørme, at der løb en motortrafikvej lige ved siden af floden, vi sejlede på. Det fjernede lissom lidt af autenciteten...


På den anden side af floden kunne vi se, hvordan de smukke og majestætiske elefanter blev læsset med lallende turister, der tilsynelandende var enten totalt uvidende eller totalt ligeglade med den smerte, de påførte de stakkels dyr. Cirkus Thailand, når det er allerværst! Den lille fyr her var lykkeligt uvidende om sin fremtidige skæbne. 


Efter en ellers fin halv time på tømmerflåde ned ad floden, hvor oplevelsen klart var bedst, når vi så mod højre, blev vi sat af og kørt videre nordpå. Vi kørte en times tid, og gjorde holdt ved et par landsbyer, hvor Karen og Lisufolket bor. Vores guide var meget vidende, og fortalte de fineste historier og gamle sagn om de mange forskellige, thailandske stammefolk. 



Vi kørte videre til Palongstammen, og herfra gik turen til fods gennem marker, skov og semi-jungle. Meget smuk og meditativ oplevelse at gå der - hvor ingen hvide mennesker havde været før...eller....altså...



Efter vores "vandring" kørte vi til en lille by, hvor vi spiste frokost. Phad Thai (stegte nudler) blev det til. 

På vej tilbage mod byen blev vi indlagt til turistfælde nr. 2: Orkide & sommerfuglefarmen. Den kræver ingen beskrivelse udover: 
Orkideer, tjek. 
Sommerfugle, tjek. 
Magnum is, tjek. 


Og så gik turen ellers til Chiang Mai Railway Station, hvorfra vi skulle have nattoget til Bangkok. Her sidder vi så nu - i vores 1. Class Sleeper kupeer, og nyder lyden af toget, mens vi ser Thailand fare forbi udenfor. Maden er bestilt hos stewardessen til levering kl 20:00. 


16. december 2013

Sammy's Organic Cooking School

Dagen startede tidligt med morgenmad på hotellet kl 8:00. Planen var klar: jeg skulle på kokkeskole hos Sammy's Organic Thai Cooking School en halv times kørsel fra Chiang Mai - resten af familien skulle ud i junglen og prøve svævebaner i helt op til 70 meters højde. (Det var noget af en oplevelse, så det får selvfølgelig sin helt egen blog-post)

Jeg blev hentet af Sammy himself 


- og sammen med fire andre, håbefulde kokke blev vi kørt i truck til et marked i udkanten af byen. Her fortalte Sammy om de mange forskellige typer ris, som findes i Thailand, og om hvordan man måler ris af og koger ris. Metoden minder lidt om raketvidenskab! 


Efter en rundtur på markedet, der var lille, men leveringsdygtigt i stort set ALT! fik vi udleveret en lille seddel, hvor vi hver især skulle krydse de madretter af, som vi ville lære at lave senere. 


Herefter kørte vi videre ud til Sammy's farm, som ligger en halv times kørsel syd for Chiang Mai. Vi satte os i "køkken-laden" og drak the og spiste lokale snacks. 


Efter lidt forklaringer og instruktioner gik vi selv i gang med kokkeriet. Jeg havde krydset grøn karry med kylling af på sedlen og kokossuppe og phad thai (stegte nudler) og forårsruller og til dessert - banan i kokosmælk. Vi begyndte med at lave vores egen karrypasta. 


Herefter blev de forskellige retter kreeret. 


Vi knoklede ved de små komfurer, og inden vi havde set os om, var der dækket op og klar til frokost. 


Jeg behøver nok ikke fortælle, at det smagte VILDT godt! Og det bedste var faktisk, at det var supernemt at lave, så det skal bestemt prøves hjemme i Danmark. 

Efter et hurtigt besøg på det 5-stjernede toilet:


- var det nap-time på farmen - det foregik her:


- med udsigt til dette:


Efter en times velfortjent lur fik vi alle sammen udleveret Sammy's kogebog, og så gik turen tilbage til hotellet i trucken. 


Det var en fantastisk dag, hvor jeg ikke kun blev klogere på thailandsk  madlavning, men også slap for at flyve rundt som en Gibbonabe i 70 meters højde....... så tak for det!











15. december 2013

På cykel i Chiang Mai

Vi ankom til Chiang Mai i går, og gik straks en tur ind i centrum af byen for at spise frokost. Værelserne på hotellet var klar kl 14:00, og efter et par timers tiltrængt søvn, gik vi igen ind til byen. 

Denne gang gik vi gennem lørdagsmarkedet, der har næsten alt, hvad man kan forestille sig af tingeltangel og krimskrams. Vi fik de lækreste smoothies hos Mrs. Pa og spiste på en so so restaurant midt i byen. Aftenens højdepunkt var en halv times fod/lægmassage på torvet. 
Pris pr. person 80 bath = 15 kr. 

I dag spiste vi sen morgenmad, hvorefter vi kørte alle fem i én Tuk Tuk til Chiang Mai Biking lidt udenfor byen. 


Her blev vi præsenteret for vores guide Phong, 


og fik vi tildelt cykler - Mountain bikes til drengene, og city bikes til pigerne. Og så fik vi de flotteste regnslag, hvilket var meget godt, for de første to timer var det skiftevis tørvejr og troperegn, tørvejr pg troperegn. Regnslagene var meget tynde, og gik i stykker for et godt ord, så vi blev tæt på gennemblødte. 

Midtvejs punkterede Mia, og Phong måtte omgang med st skifte slangen. 


Det gik fint efterfølgende - i ca 20 min., så var den gal igen. Denne gang kom ejeren, hollandske Fokke (yes, yes) kørende ud til os i bil med et nyt hjul. Det hjalp! Vi besøgte bl.a. nogle meget  smukke buddhistiske templer på vejen. 




- og et lille bageri, der leverer brød til forskellige restauranter og forretninger i Chiang Mai. 


Vi spiste verdens lækreste frokost på verdens mindste, lokale restaurant. Suppe med nudler, kyllingeflæskesvær og masser af chilli. 


Sidste stop på turen var ved et af Chiang Mais ældste templer. Her fik vi hilst på og bedt til vores egen Buddha hver især. Jeg er født om onsdagen, men fordi onsdagsbørn er så specielle, har de hele to Buddhaer, en for formiddagsbørn og en for aftenbørn. Ungerne er alle tre født om søndagen, så de måtte stå tæt sammen med Phong foran søndagsbuddhaen ;-)


Så gik turen hjemad, og vel fremme ved kontoret, tilbød Fokke (stadig sjovt!) at køre os til vores hotel. Skønt. 

Her til aften var vi på søndagsmarked i byen. Rent kaos med 1.000.000 mennesker, der går meeeeeeget langsomt! 

Vi spiste på byens mest anbefalede restaurant Cooking Love - og damn! det var altså godt! 


Jeg fik Coconut shrimp, serveret sådan her: 


Det smagte fantastisk! Nu er klokken midnat, og vi skal tidligt op i morgen, så slut fra Chiang Mai for nu - fortsættelse følger ;-)