22. februar 2015

Opskrift på 3 lags vinter bryllupskage


Min søde veninde Julie og hendes lige så søde mand Christian blev gift den 24. januar 2015 - og jeg var så heldig at få lov at lave deres bryllupskage! Derfor - får du her opskriften på en bryllupskage i tre lag, og et glimt af alle de overvejelser, jeg gjorde mig undervejs.

Jeg tog en snak med brudeparret en måneds tid før, så vi kunne afstemme forventninger til smag, udseende, størrelse osv. Da pynten på bordene til brylluppet skulle være skovbundsagtig, foreslog de selv, at kagen også kunne være noget skovbunds- eller vinteragtigt. De havde bl.a. fundet disse to billeder på nettet, som de viste mig: Samtidig sagde de dog, at jeg havde helt frie tøjler, og at jeg måtte gøre præcis, som jeg havde lyst til.


Bryllupskage birkestubBryllupskage mintgrønne flæser


Som det fremgår af billederne, så er kagerne vidt forskellige. Jeg kan rigtig godt lide skov/vinter temaet, så jeg søgte på nettet og fandt disse kager som inspiration til en ægte vinterbryllupskage: 




Til selve kagen skal bruges tre forme i størrelserne 5, 8 og 11 inches, hvilket svarer til hhv. 12,7 + 20,32 + 27,94 cm. Jeg har købt PME aluminiumsforme hos Design-a-Cake i England. Her købte jeg også kagepap til at lægge imellem de tre lag, da kagen ellers vil falde sammen under vægten at de forskellige lag. Fragten kostede mig 18 pund, men det kunne stadig betale sig i forhold til at købe tingene i Danmark. Et godt råd: Skriv ned præcis, hvad du skal bruge til kagen af udstyr, farver osv. Jeg endte med at ærgre mig, fordi jeg kom i tanke om en del flere ting, jeg skulle have brugt - efter jeg havde bestilt varerne fre Design-a-Cake.

Jeg besluttede, efter at have talt med Julie og Christian, at hver etage skulle bestå af tre Mudcake lbunde med hindbærmousse imellem. Jeg brugte flødestivelse fra Bagebixen.dk. Det har jeg brugt før, og udover at det er fri for alle mulige underlige tilsætningsstoffer, så smager det himmelsk! - og så stivner det på den helt rigtige måde. Det er ret vigtigt, når vi taler om en kage, der skal kunne stå af sig selv i flere lag. 

HUSK at lave mindst een prøvekage - specielt hvis du aldrig før at har lavet en bryllupskage eller aldrig før at brugt de opskrifter, jeg nævner her i vejledningen. Det er sjovere at begå fejl i prøvekagen end i den endelige bryllupskage - trust me :-) Jeg lavede en Frozen kage i den mellemste formstørrelse 20,32 cm, og en vinterkage i den mindste størrelse 12,7 cm. 

Her får du en færdig indkøbsliste til min bryllupskage: 

Udstyr
Tre PME kageforme på hhv. 5, 8 og 11 inches.
Kagepap tre stk 3 mm i tykkelsen - str. 5, 8 og 11 inches.
Kageplast min. 2 meter og min. 8 cm i højden.
Justerpar kagering til at samle kagerne i.
Drejefad - ikke nødvendigt, men det gør det lettere at pynte kagen. 
Silikoneunderlag til at rulle fondanten ud på.
Perlemorfarve (til sneboldene)
Isomalt a. 150 g (til istapperne)
Tandstikkere 4 stk (til snemændenes arme)
Slikkepinde (altså kun pindene) 8 stk i min 8 cm længde til at sætte kagerne sammen med.
Lang dyvel/pind til at stikke ned i midten af hele kagen i tre lag.

Hold øje med fx Nettos tilbudsavis - jeg har købt både drejefad, justerbar kagering og silikoneunderlag der til meget billige penge :-)

Råvarer

Til bundene:
Mudcake bunde - se vejledningen nedenfor.
Til fyldet: 
1 liter piskefløde
2 x 125 g hindbær fromagepulver
Til smørcremen:
400 gram smør
400 gram palmin
Ca. 1,6 kg flormelis
Ca. 6 spsk. mælk
Vaniljeessens

OBS - Hvis du vil overtrække din bryllupskage med fondant i stedet for smørcreme, og er du i tvivl om, hvor meget du skal lave kan du bruge kageberegner.dk. Det er en "regnemaskine", der udregner hvor mange personer din kage er til, og hvor meget fondant du skal bruge for at overtrække den. Husk at beregne ekstra fondant, hvis du skal lave figurer o. lign. 


SELVE OPSKRIFTEN PÅ BRYLLUPSKAGEN 

Mudcake bunde
Tænd ovnen på 160 grader, smør bageformen og for den med bagepapir.

Smør, chokolade, vand og kaffe kommes i en gryde og smeltes ved lav varme. Mel, selv-hævende mel, kakao og natron sigtes sammen i en skål. Tilsæt sukker og bland det hele godt. Æg, olie og kærnemælk røres/piskes sammen med en gaffel.

Bland ægge/kærnemælks-massen og chokolade/smør-massen med resten. Brug en stor ske eller dejskraber. Kom dejen i bageformen og bag den som nævnt i skemaet. Hold øje med ovnen - der kan være 5-10 min forskel fra opskriften til din ovn. Kagen skal være fast, men gerne en lille smule svampet i mindten, når du presser lidt ned på den. 

Kagen bliver bedst, hvis den får lov at hvile et par dage i køleskabet. Husk at pakke den godt ind, så den ikke tager smag fra andre madvarer.

Det kan være rigtig svært at finde selv-hævende mel i Danmark, så jeg bruger en opskrift fra Nigella Lawson: 215g mel, 2½ tsk. bagepulver og 3/4 tsk. fint salt.


Smørcreme til opsmøring
Pisk palmin og smør sammen i 10 minutter i en røremaskine. Det er vigtigt, at du pisker i samtlige 10 minutter, da smørcremen ellers bliver ved med at være gul (som smør) Efter 10 minutter er cremen hvid som sne :-) Bland herefter flormelis, mælk og vanilieessens i og vend eller pisk det sammen til cremen er jævn og glat. Du kan sagtens lave hele portionen nu, og så bare gemme resten til dagen før brylluppet, hvor du skal dekorere kagen. Smørcremen bliver meget hård i køleskabet, så tag den ud et par timer før, du skal bruge den, og pisk den evt. igennem med en skefuld mælk eller to, til den har den rette konsistens igen.

DAG 1 (tre dage før brylluppet)

Begynd med at bage kagerne. Lad dem køle af og tag dem ud af formene. Pak dem ind i film, og stil dem i køleskab til i morgen.

DAG 2 (to dage før brylluppet)

Tag kagerne ud af køleskabet, og skær dem igennem, så hver kage bliver til tre lagkagebunde. Du kan med fordel købe en kagedeler, men en brødkniv kan også klare arbejdet.




Læg en bund i en kagering af hver størrelse, der står på et stk. kagepap. Lav fyldet som beskrevet herunder, og fordel 1/6 af fyldet på første bund. Læg derefter endnu en bund i hver kagering. Tryk lidt sammen og fordel resten af fyldet på de tre bunde. Læg sidste bund på hver kage og stil dem i køleskabet.




Fyldet
Til de tre forskellige størrelser kage skal bruges 2 x 125 gram hindbær fromagepulver. Prisen på pulveret er ca. 35-40 kr pr. bøtte. Det er alle pengene værd, fordi jeg så slipper for at bruge husblas - som jeg ikke har de bedste erfaringer med... Der er opskrift på pakken, men du får den lige her for en sikkerheds skyld: Pisk 1.000 ml piskefløde til flødeskum. Bland fromagepulveret med 2 dl. vand og bland det herefter med flødeskummet.






Når kagerne har været på køl et par timer, tages de ud, og kageringene fjernes. Nu skal kagerne opsmøres med det, man kalder et "krumme-lag". Det holder kagen inkl. krummer på plads. Der findes et utal af videoer på Youtube, hvor du kan se, hvordan man opsmører kager. Søg på Crum coat, buttercream cake eller how to frost a cake. Når kagerne er opsmurte, skal de tilbage på køl.




DAG 3 (dagen før brylluppet)

Tag en af kagerne ud af køleskabet. Sæt den på en drejefad, og begynd opsmøringen. Her er en video fra Youtube, der viser dig, hvordan du får det helt rigtige, rustikke look på din kage - og hvordan du stabler kagen til sidst. Stil kagen tilbage på køl, og gør det samme med de to andre kager.



DAG 4 (på bryllupsdagen)

Tag den største kage ud. Stil den på det fad, du vil servere kagen på senere. Klip dyvler til, så de passer til højden på kagen minus et par milimeter. Du skal bruge otte dyvler til de to nederste kager. Sæt fire dyvler ned i kagen. Tag nu den midterste kage ud af køleskabet, og placer den ovenpå den største kage. Dyvlerne i den største kage skal være placeret sådan, at den mellemste kage dækker dem. Sæt fire dyvler i den mellemste kage også, og sæt den mindste kage ovenpå. Klip nu en dyvel, der er næsten lige så høj som hele kagen i tre lag. Spids den ene ende af dyvlen. Bank nu dyvlen ned i midten af kagen, og bank lidt på den med en hammer, når du når hvert stykke kagepap imellem lagene. Så går dyvlen let igennem.
Her kan du se, hvordan du samler kagen med dyvler






Pynt kagen som du har lyst til med fx friske blomster (så skal du bruge nogle små plastikrør til at sætte blomsterne i, så de ikke "forurener" kagen) eller du kan lægge gran eller tidsler på kagen, sådan som jeg har gjort.

Til sidst sættes en topfigur på kagen, da det jo er en bryllupskage. Julie og Christian ønskede ikke en ordinær topfigur, så jeg lavede en anden:




 Og så blev kagen færdig og serveret for Julie, Christian og deres 50 gæster, som heldigvis syntes, at den smagte rigtigt godt ;-)



Julie og Christians bryllupskage


Læg mærke til den lille "dims", der stikker op af kagens nederste lag. Det er en marekat, og forklaringen på den er, at Christian i stort set hele julemåneden havde forsøgt at snige savannedyr ind i Julies fine adventskrans sådan lidt for sjov. Jeg synes derfor, at Christian skulle have et savannedyr i i sin bryllupskage, så den ikke bare blev en pige-kage :-)

Til sidst får I lige et "snit", som det så fint hedder, når man skærer kagen op. Den øverste del fik Julie og Christian med hjem. Traditionen siger jo, at man skal gemme den øverste del i fryseren, og så spise af den på sin første bryllupsdag. Endnu engang tillykke med brylluppet til Julie og Christian - og tusind tak, fordi jeg måtte lave jeres bryllupskage :-)